En overlevende som ikke kan glemme

Zygmunt Gross blev født i en fattig jødisk familie i det sydlige Polen i 1924. Han fortæller levende om sin barndom og om forholdet mellem jøder og polakker i mellemkrigstidens Polen. Derefter om den tyske besættelse og dens følger for Polens jøder: tvangsarbejde og sammenstuvning i ghettoer.

Zygmunts familie sendes til byen Rzeszów i det sydøstlige Polen. Vi får historien om ghettoens oprettelse, hele det dybt problematiske spørgsmål om jødernes selvadministration ved jødiske råd, og de uhyggelige scener når der skete en reduktion af ghettoen ved at grupper af jøder blev sendt til udryddelseslejre – og endelig ghettoens tømning for indbyggere i august 1943.

Fortællingen er speciel ved at vi herefter hører om mindre kendte tyske lejre i Polen, nemlig tvangsarbejdslejrene, som forskningen først for nylig er begyndt at beskæftige sig med. De jødiske fanger i disse lejre var underlagt en usædvanlig brutal behandling, og der foregik ofte vilkårlige massehenrettelser. Disse forhold giver Zygmunt Gross en rystende beskrivelse af, ligesom vi i beretningen får vidnesbyrd om de medicinske eksperimenter som vi har meget få skildringer af fra ofrene idet de næsten alle døde af deres behandling.

I arbejdslejrene og de efterfølgende koncentrationslejre spurgte Zygmunt gentagne gange sig selv hvor Gud var henne under alle disse lidelser.

Efter krigen blev Zygmunt igen udsat for den polske antisemitisme, og i 1968 blev han frataget sit polske statsborgerskab og fik sammen med sin familie asyl i Danmark.

I sin høje alderdom har han fundet nyt indhold i livet ved at deltage i dokumentationsrejser til Polen med norske skolebørn og fortælle dem om sine oplevelser.

Hans biografi er udgivet på mange opfordringer fra skoleklasser og med økonomisk støtte fra blandt andet Holocaust Senteret og Mosaisk Trossamfund i Norge.